|
|
Forvredet ankel på vandreturen– Dag 9
En forvrendet ankel og et maveonde sætter gruppens sundhedstilstand noget tilbage. Vandreturen går gennem en kold men interessant stenørken.
Omfordeling af proviant
Vores afgang fra Refuge Veran bliver forsinket lidt i forhold til kl. 8, og det skyldes hele tre ting.
- Der er madrasser over hele hytten inkl. på spisebordet, og det tager lidt tid at få ryddet væk, inden vi kan spise morgenmad.
- Vi overtog Channes og Onurs proviant i går, da de måtte udgå. Vi vælger at gennemgå alt proviant for at sikre, at vi ikke har for meget med, og at det er retfærdigt fordelt.
- Klaus har ikke nær så meget fokus på tiden, som Carsten havde. Samtidig skal det også siges, at vi har en relativ kort vandredag foran os.
Stejlt opad fra morgenstunden
Vi starter med dagens eneste seriøse stigning, der hurtigt bringer os fra 1600 meters højde op i et bjergpas på ca. 2100 meter.  Heroppe er der en fantastisk udsigt bagud og en stenørkenfremefter. Vandrestien er til tider svær at følge på klipperne gennem det langstrakte pas, men til sidst finder vi en brugbar vej gennem, selvom vi må klatre lidt.
Vi tager det stille og roligt i dag uden det sædvanlige hastværk. Klaus formår at trække tempoet lidt ned og holde gruppen mere samlet, end vi er vant til. Vi kommer stort set ligeså hurtigt frem, som vi ellers ville gøre, men det sker på en roligere måde.
 En forvredet ankel
Der er lidt sne i passet ikke langt fra, hvor vi holder dagens første pause. Signe og jeg går derop i pausen, kaster et par snebolde og tager billeder. På vej ned går det lidt for hurtigt for mit vedkommende, hvilket jeg senere fortryder mange gange. I løb hen ad stien vrider jeg om på min ankel. Jeg kan heldigvis gå videre på anklen, men jeg er samtidig klar over, at det var meget tæt på en tidlig exit fra turen. Kækhed bliver straffet hårdt på en vandretur. Nogenlunde samtidig begynder Nils at vise tegn på sygdom. Han mangler tydeligvis kræfter og hænger henover sine vandrestave ved enhver mulighed for pause.
 Skisportsstedet Flaine
På den anden side af passet skifter stenørkenen karakter. Der er tydelige fossiler i klipperne, der er tidligere havbund, men nu beliggende i over 2000 meters højde. Gennem tiden har smeltevandet eroderet klipperne og kuldioxid i vandet har opløst kalken. Resultatet er et goldt klippelandskab med dybe revner og store huller. Det er et interessant og enestående landskab, men det mister noget af charmen i kombination med lavthængende skyer og en kold vind. Samtidig er det golde område spundet ind i et net af skilifter fra skisportsstedet Flaine. Tilbage er næsten kun forundringen over, hvordan dette gennemhullede klippelandskab bliver til et populært alpint skisportssted om vinteren.
 Vi spiser frokost på det absolut mindst charmerende sted, vi kan finde, men straks derefter vender vi ryggen til Flaine og fortsætter mod et nyt pas i 2300 meters højde. Vi ser en stenbuk i passet, og Jespers jagtinstinkt kommer over ham. Han går rundt om den, for at drive den lidt tættere på os. Herfra er der ikke så langt til Refuge de Platé, der ligger på den anden side efter 300 meters jævn nedstigning.
Av min forvredne ankel
Min forvredne ankel har kun været til moderat gene, når jeg har gået opad. Ned ad bakke viser sig hurtigt at være langt værre. Hvert skridt gør ondt. Jeg iførte mig et ankelbind kort efter forvridningen, men min ankel er både hævet og træt af timers vandring over ujævne klipper. Fremme i hytten ca. kl. 15. trækker jeg mig med det samme tilbage til min seng med et par smertestillende piller for at hvile anklen. Nils er lige så hurtig i seng pga. mavekramper, og mange andre benytter også lejligheden til at få en lur. Det blev jo lidt sent i går pga. lejrbål, hygge og konspirationsteorier.
Kan jeg fortsætte vandreturen med en forvredet ankel?
Jeg står op kl. 18 og sætter mig ind i spisestuen, hvor der allerede sidder en del andre fra gruppen. Jeg kikker på kortet for at finde Plan B, som jeg kan bruge i morgen, hvis ikke min forvredne ankel bliver bedre i løbet af natten. På nuværende tidspunkt kan jeg næsten ikke støtte på den. Vi er i turens højest beliggende hytte, og der er ingen nem vej ned, så jeg finder aldrig en brugbar plan B. I stedet for sørger jeg for at få min andel af rødvinen til maden, så jeg kan sove tungt og godt i løbet af natten. Hvile er utvivlsomt det vigtigste lige nu. Nils kommer også ned til aftensmaden, men han ser skidt ud, har ingen appetit og lever af cola.
Videre til dag 10: Alperne er bjergtagende
|
